Noam Krieger Christensen var så heldig at hans far René havde smidt deres navne i bowlen til lodtrækning af billetter til The 150th Open på St. Andrews tilbage i november 2021. Heldigvis fik de mulighed for at se finaledagene, lørdag og søndag. Dette er Noams dagbog fra hans tur og de oplevelser han fik med hjem fra en fantastisk weekend.
Min første, og absolut ikke sidste tur
I midten af november 2021 var jeg så heldig at få at vide hvad jeg ville få i 11 års fødselsdagsgave til juni 2022. Min far havde nemlig smidt vores navne i bowlen til lodtrækning af billetter til The 150th Open på St. Andrews. Golfens hellige gral og der hvor man begyndte at spille golf for snart 600 år siden. Vi var så heldige at vinde billetter til finaledagene, lørdag og søndag, hvor mere end 3 millioner mennesker havde krydset alt de kunne for at få billetter til en af de fire dage, der blev spillet golf. Så den 13. juli begav vi os afsted til Edinburgh og nærmere betegnet St. Andrews for at få en oplevelse for livet og måske et glimt af THE G.O.A.T – Tiger Woods.
Vi ankom onsdag aften, da vi torsdag og fredag ville spille 2-3 runder golf på nogle rigtige links baner og det må jeg sige vi fik prøvet. Det er noget helt andet end at spille herhjemme i DK, fairways der hælder, så bolde bare løber af, hvis du ikke rammer det rigtige sted og fairways du ikke kan se fra teestedet. Du slår bare efter et punkt og håber, at vinden ikke tager bolden alt for meget. Dét at banen
bare er bygget direkte i naturen er så smukt og vildt at opleve. Deres greens har små hældninger du næsten ikke kan se med øjet, men bolden mærker dem, når du putter og deres bunker er næsten dobbelt så høje, som mig. Puha jeg skulle virkelig koncentrere mig.
Vi spillede på Aberdour Golf Club, som blev bygget i 1896 og Lundin Golf Club, som blev bygget i 1868, begge af Old Tom Morris. Det var sjovt at opleve 2 gamle klubber, som bl.a. ikke har en driving range, kun et net man kan slå i, når der skal varmes op. Så jeg er glad for vores driving range vi har i Hillerød lige nu, tænk hvis vi ikke havde én. Efter 2 fede dage med selv at spille golf, blev det lørdag og vi skulle til St. Andrews. Vi boede 45 min fra St. Andrews, så det var tidligt op om morgenen for at få det hele med. Kl. 7.30 gik vi igennem
indgangen til golfens mekka, hvor det stod på shopping i merchandise butikken som det første. Herefter havde min far fået arrangeret at mødes med min bornholmske golftræner Martin Park, som er pressechef for hele The Open, om at vi kunne få lov til at komme ind bagved og se, hvor alle golfstjernerne bliver interviewet.
Det var en kæmpe oplevelse at blive vist rundt og jeg fik lov til at stå lige der, hvor Rory Mcilroy blev interviewet senere på dagen. Derudover stod vi lige hvor stjernerne putter lige inden de skal slå ud på 1. tee. På det tidspunkt stod bl.a. Tommy Fleetwood der. Da vi havde sagt farvel til Martin, skulle vi ud at se banen og følge nogle af spillerne. Her fulgte vi bl.a. Nicolai Højgaard, som denne dag spillede med Shane Lowry. Det var inspirerende og fedt at se og høre, hvor godt de slår til bolden og høre publikums jubel når deres favoritter lavede noget godt. Jeg oplevede at stå tæt på da Shane Lowry lavede back to back eagles og det var så vildt at opleve stemningen og se hans egen reaktion. At den oplevelse så skulle toppes, da Rory holede sit bunkerslag på 10 hul og 30.000 mennesker gik fuldstændig amok, var ikke til at tro. Tiden om lørdagen fløj afsted på grund af alle de indtryk jeg fik og vi sluttede dagen af med at sidde oppe på 18. huls siddepladser og se de sidste spillere komme ind. Da vi gik hjemad, gik vi forbi træningsbanen og her stod Cam Smith og trænede puttning med sit team, da han ikke havde puttet så godt på sin runde om lørdagen. Det er vildt motiverende at vide, at det som bl.a. sikrede ham sejren dagen efter, var hans puttning. Så en af de ting jeg lærte ved at se det, er at hvis noget ikke funker, så er det op på træningsbanen igen lige efter en runde og få det fikset. Jeg lagde mig godt træt i seng efter at have gået ca. 30.000 skridt og fået en på opleveren, så jeg kunne være klar til søndag. Søndag morgen var det tidligt op igen, da jeg denne dag gerne ville have et par autografer med hjem.
Jeg havde købt et green flag fra 18. hul og her skulle der meget gerne komme lidt autografer på. Min far fandt et godt sted, hvor stjernerne kom forbi. Mange af dem var meget koncentreret og enkelte svarede slet ikke én, når jeg spurgte om de ville give en autograf, men især Jordan Spieth var super sød og sagde han desværre var nødt til at fokusere på dagens runde.
Jeg var så heldig at pludselig dukkede Thomas Bjørn op og han gav mig min første autograf og så var jeg i gang. Jeg fik autografer fra Nicolai Højgaard, Filippo Celli, som vandt ‘silver medal’, Brad Kennedy og så fik jeg en af Min Woo Lees bolde med en autograf på.
Vi fulgte igen Nicolai Højgaards bold og denne dag spillede han med Will Zalatoris. Mega fed bold at følge. Vi havde om lørdagen fundet et par gode steder, hvor der var mulighed for at komme helt tæt på spillerne, når de gik forbi og jeg fik en high five af Marcus Armitage. Justin Thomas gik også lige forbi, men ingen high five der, da han var godt sur over at have lavet en dobbelt bogey lige inden. Efter at have fulgt Nicolai de første 9 huller gik vi tilbage til 18. hul for at sætte os på siddepladserne, da vi havde hørt, at det var der man skulle sidde søndag eftermiddag. Ulempen var at hvis du først sad der, kunne du ikke komme ned for så ville du miste din plads. Så derfor blev der drukket og spist minimalt, så vi ikke skulle på toilettet.
Her så vi spillerne komme ind, en efter en og fulgte også at Cam Smith og Cameron Young hentede ind på Rory Mcilroy som vi, sammen med mange andre, håbede ville vinde. Derfor var der heller ikke den helt samme euforiske stemning som dagen før, da publikum så, hvor det bar henad. Men den bedste mand på dagen vandt og dét er det fede ved golf, det er den som bruger færreste slag, der vinder. Der er ingen andre der kan afgøre det, end dig selv.
2 fantastiske dage på St. Andrews var slut og selvom jeg ikke fik set Tiger Woods, tog min far og jeg afsted derfra med en masse fantastiske oplevelser, inspiration og motivation til at blive en bedre golfspiller, og håbet om at komme tilbage til golfens hellige gral igen, enten som tilskuer eller måske spiller. En ting er sikkert – der skal træning til og det har min 1. tur til St. Andrews i hvert fald givet lyst til at gøre.
Mange hilsner fra
Noam Krieger Christensen
P.S. dagen efter om mandagen spillede jeg min 1. internationale turnering, Aberdour Junior Open Championship, hvor der var 36 deltagere op til 18 år fra Skotland, England, USA og så mig fra lille Danmark. Jeg blev nr. 14 og det var ikke min sidste internationale turnering.