Endnu en Hillerød-spiller har præsteret et internationalt topresultat. Med en guldmedalje ved Special Olympics 2019 i Abu Dhabi rykker Casper Holst-Christensen ind på listen over HGK’ere med markante sejre.

Special Oplympics afholdes hvert fjerde år for atleter med udviklingshandicap. For Casper er det en Asperges ADHD-diagnose, der gør, at han deltager som Special Olympics-idrætsudøver.

Vejen til guldet startede for snart 20 år siden, da Casper begyndte at spille golf som fire-årig. Familien Holst-Christensen boede dengang på Slettebjerget og havde golfbanen i baghaven. Bortset fra en pause på fire år, så har Casper spillet golf siden da. Han har som ung elitespiller bl.a. været med på klubbens første Next Generation-hold.

Slår ufatteligt langt

Men hvad er det, han kan, som gør ham til olympisk golf-mester inden for sin kategori? “Jeg slår ufattelig langt. Min gennemsnitslængde med driveren er på 304 meter”, fortæller Casper.

Med de længder og et godt træf så er det inde på det korte spil, at han kan afgøre det hele. Og som den fokuserede sportsmand, han er, så er det netop det korte spil, og specielt putting, som han fokuserer sin udvikling på.

“60-70% af min træning bruger jeg på putting”, fortæller han. En fast ugentlig rutine er 500 putts. Han putter således 50 bolde fra 10 forskellige positioner. “Det er en god måde at starte ugen på. Det tager sådan cirka 3-4 timer”, forklarer Casper.

Jeg skal pace mig selv meget

Hvordan påvirker Caspers diagnose så hans golfspil? “Jeg skal pace mig selv meget for at samle mig om hvert eneste slag – hele vejen rundt på banen.”

Det, som fascinerer og fastholder ham ved golfen, er den evige udviklling og forbedring. “Det er det med, at det aldrig bliver helt perfekt. Hvis jeg bliver god til noget, så bliver jeg ofte træt af det.”

Netop dette fokus på udvikling får alle Hillerøds juniorspillere glæde af, da Casper er juniortræner og hjælper Thomas med at udvikle klubbens unge spillere.

Far er All Engalnd-mester

Lysten og evnen til idræt på topniveaue har 23-årige Casper ikke fra fremmede. Caspers far, Jon Holst-Christensen, har haft en karriere som én af verdens bedste badmintonspillere. All England-mester i såvel herredouble som mixed double, sølv i herredouble ved verdensmesterskaberne – for blot at nævne nogle af resultaterne. Caspers farmor, Tonny Holst-Christensen, vandt også All England. Og Caspers søskendde, Tobias på 21 år og Josephine på 18, spiller begge badminton på elite-niveau.

Hvad betyder det så at være en del af en eliteidræts-familie? “Det betyder bl.a., at det bliver noget naturligt at sætte sig mål. Og det betyder, at der aldrig bliver sat spørgsmålstegn ved, at man skal afsted for at træne eller spille”, forklarer Casper.

Han peger også på, atman kan nyde godt af mange forbindelser i idrætsverdenen, som familien har til folk med forstand på skadebehandlinger, coaching osv.

Far og søn er nu flittige gæster på golfbanen sammen. “Min far og jeg spilelr gerne et par runder dammen om ugen”, fortæller Casper.

 

_________________________

Verdensarrangement skabt af Kennedy

Special Olympics, som blev afholdt i Abu Dhabi i marts 2019, var et gigantisk idrætsarrangement med deltagelse af omkring 7500 atleter fra 190 lande. Hertil kom trænere, assistenter m.fl.

Special Olympics for deltagere med et udviklingshandicap afholdes hvert fjerde år. Forrige gang var det i Los Angeles, og næste gang er det i Berlin i 2023. “Jeg vil hjertens gerne afsted til Berlin. Men det er ikke kun op til mig selv, hvem man vælger at sende afsted fra Danmark. Måske vil man gerne give andre chancen”, siger Casper.

Special Olympics blev stiftet i 1968 af USAs mest kendte politiker-familie, Kennedy’erne. I dag er en markant fortaler for Special Olympics, medlem af Repræsentanternes Hus, Joe Kennedy III, barnebarn af den myrdede senator Robert “Bobby” Kennedy.

Der er omkring tre millioner Special Olympics-udøvere kloden rundt. I Danmark repræsenteres Special Olympics af Parasport Danmark.

Denne artikel er udgivet i HGK’s Medlemsmagasin – Efterår 2019 af Flemming Højbo.